af Jeppe Bo Rasmussen
Stilstand for en anden verden

Hvis man forestiller sig en flod, der langsomt men sikkert skaber sit spor. Du flyder med, sammen med alle de andre vanddråber. Sådan er verdenen. På et tidspunkt mødes 30 mennesker i en nat. De danner en lille forsamling, et fællesskab, et kollektiv og deres dråber vælger sammen en lidt anden retning, der muliggør, at andre mennesker kan følge den nye piblende å, de sammen skaber. Forandringens potentiale er grundlagt. En molekylær bevægelse. 

​

De 30 mennesker rører ved hinanden. De taler lidt. De spiser. Løber og danser let. Giver hinanden en gave. Spiller musik, fortæller, er. De tager deres ven, et dyr, med ud på Nørrebro. Et vildsvin, et egern, en elefant. De snakker med dyret og dyret ser ind i fremtiden på deres vegne. Forestillingen om et andet sted.

 

De 30 mennesker skaber en sammenhæng og samhørighed. Simple strukturer og banale øvelser fordrer social tillid. Anerkendelse og ansvar. De ligger deres madrasser i en særlig opstilling, midt inde i jordens kompas, rundt om et bål. En tromme og klokke luller dem i søvn. De vækker hinanden for at anspore nye tanker i natten. Nogle får et ekstra øje, andre oplever døden. Nogle laver en beskeden koreografi, andre tænker på Mars. Flere snorker. De drømmer socialt.

 

En drømmer om hans mulige tilbagevenden til Kina. Hvordan han enten svømmer derhen, eller danner en partisanhær, der kan give ham adgang til fortidens hjem, hans barndom. En anden ser hele jorden dækket i krigskamuflage. En amerikaner forestiller sig en klankultur, der hverken er utopisk eller dystopisk, men mikroskopisk. En fjerde har bygget en bro, der gør, at hun hurtigt og gnidningsfrit kan bevæge sig frem og tilbage mellem København og Berlin.

 

Alle har forskellige forestillinger om fremtidens floder. Nogle føler, at deres frie vilje er ikke-eksisterende, hovedfloden er for kraftig. De bruger de 15 timer i Korsgadehallen til at minde deres egen kerne om, at de selv har indflydelse og kan styre livets gang. Bare lidt. Andre føler sig nærmest genfødte, eller i hvert fald energifyldte. De vil mere sammen, deres møde er stærkt, hele natten. De er mennesker, der trænger andre mennesker. Og mange synes at have fået forstærket modet til det menneskelige møde.

 

De 30 mennesker vågner op. Ansporet til at forstå noget fælles. Noget, der ikke handler om dem selv eller deres nærmeste, men om den tredje dimension, de har været sammen om og sammen i. Egoet opløses en smule i søvnen. Selvet fordufter lidt. Plads frigøres. De drikker kaffe og funderer over, hvad de kan tage med, når de igen skal forenes med samfundets flod, der på hvinende vis er klar til at rive dem med igen. Spørgsmålet er, om de ved hvilken kamp, der venter. Men de har lært at stilstand måske giver kreativitet til at forestille sig andre verdener. Det er i hvert fald blevet tilladt at undersøge dem.